HAR JEG ENDOMETRIOSE?

Du skal diagnosticeres af en læge for med sikkerhed at vide, at du har endometriose.

Hvad er endometriose?

På indersiden af din livmoder sidder livmoderslimhinden, som reagerer på hormoner fra dine æggestokke. Slimhindevævet bliver gradvist tykkere gennem din cyklus og udstødes ved, at livmoderen afstøder den sidst i din menstruation.

Endometriose opstår, når livmoderslimhindevævet vokser uden for din livmoder, hvor det ikke hører til. Dette væv reagerer som vævet i livmoderen ved at blive fortykket igennem din cyklus, og løsrives ved menstruation. Det betyder, at der opstår en blødning uden for din livmoder, som kroppen skiller sig af med. Er der en rest, som ikke udskilles, kan der opstå en inflammation, som kan give arvæv eller sammenvoksninger.

Du kan forstå slimhindevævet som en slyngplante, der gror blandt eller på dine indre organer.

Der findes forskellige typer af endometriosE

Nogle kvinder er generet af væv, som sidder på selve bughinden. Andre har det på æggestokkene – måske med mørke cyster til følge.

En tredje gruppe oplever, at det vokser dybere ned i det underliggende væv. Sidstnævnte gruppe kan opleve, at endometriosen sidder forskellige steder i kroppen, fx lige over toppen af skedens bagvæg. Altså mellem skede og tarm.

Endometriose kan opstå hos enhver pige eller kvinde, som er menstruerende.

Hvordan den enkelte oplever det, er meget forskelligt. Ikke alle mærker symptomer, nogle har ingen eller nærmest ingen, andre har rigtig mange bivirkninger og lider meget under dem.

Årsag

Vi ville ønske, at vi kunne sige, præcis hvad der ligger til grund for denne lidelse. Desværre er der ingen, som med sikkerhed kan sige, hvorfor endometriose opstår, og hvorfor livmodervæv gror uden for livmoderen hos nogle kvinder og ikke hos andre.

Forskning mistænker at følgende kan ligge til grund for endometriose:

  • tilbageløb af menstruationsblødning. Dette kaldes også retrograd menstruation. Livmoderslimhinden bevæger sig modsat vagina og op igennem æggelederen og ud i kroppen, hvor den sætter sig fast i bughulen. Nogle mener, at dette sker for alle, men at de, som oplever endometriose, ikke evner at slå vævet ned måske pga. hormon-ubalance eller et svagt immunforsvar
  • nogle mener, at vævet kan være til stede i bughulen helt fra fostertilstanden.
  • måske findes der også en genetisk forklaring, siden endometriose ofte findes hos flere familiemedlemmer
  • forskere ser på muligheder forr, at ydre faktorer, fx Dioxin (TCDD), kan påvirke endometriose
  • hormonet østrogen lader til at forværre endometriose. Forskningen arbejder i øjeblikket med, hvorvidt det er et hormonelt relateret problem
  • det kan gennem operationer som kejsersnit eller fjernelse af livmoderen evt. blive flyttet. 

Forhåbentligt vil fremtiden kunne forklare os meget mere om, hvorfor en ud af hver 10 kvinder skal lide af endometriose.

Symptomer

Endometriose kan medføre symptomer, som i alvorlig grad kan påvirke dit dagligliv.

  • smerte er det mest almindlige symptom. Kvinder med endometriose kan opleve mange forskellige typer af smerter:
  • meget kraftige smerter både før og under menstruation
  • kraftig blødning i forbindelse med menstruation
  • blødning eller pletblødning i tiden mellem menstruationerne
  • under menstruation: Smerter når man tisser eller ved afføring
  • smerter ved ægløsning
  • kronisk smerte i nederste del af ryg og bækken
  • smerte ved eller efter sex – opleves typisk  ved dyb penetration
  • svært ved at blive gravid
  • udtalt træthed
  • tarmsmerter
  • fordøjelsesproblemer. Herunder diarré, forstoppelse, oppustet og kvalme, især under menstruation.

Tal med lægen

Måske møder du en læge, som straks genkender eller mistænker, at dine symptomer tyder på endometriose. Måske en, som du må overbevise om, at der er tale om mere end blot kraftige menstruationssmerter.

Hvis du oplever, at lægen ikke genkender endometriose, så spørg, om vedkommende har erfaring med det fra andre patienter, i så fald hvordan disse oplever deres symptomer, og hvordan de blev diagnosticeret.

Diagnosticering af Endometriose

Lægen vil spørge ind til dine symptomer og enten foretage eller bestille følgende undersøgelser:

  • Gynækologisk undersøgelse: Her mærkes efter større cyster eller arvæv i og omkring din livmoder. Mindre områder af endometriose kan være svære at mærke. Det betyder dog ikke, at symptomerne er mindre smertefulde.
  • Skanninger: Lægen foretager en ultralydsundersøgelse for at se efter cyster i æggestokkene. MR er en anden form for skanning som kan foretages for at diagnosticere endometriose.
  • Kikkertoperation: Ved hjælp af en kikkertoperation ser lægen efter livmodervæv i bughulen. Nogle gange er det tilstrækkeligt at se vævet. Andre gange tager de biopsi.

Læs: Jeg har Endometriose

Find information om endometriose på endometrioseforeningens Hjemmeside: endo.dk