Få en diagnose for smerter ved sex
I spørgeskemaet fra When Love Hurts angiver omkring 20 % af kvinderne, at de ikke har kunnet få en diagnose for deres smerter eller ubehag ved sex – uanset om generne sidder i underliv, tarm, bækken eller kønsorganer. Det kan være frustrerende at leve med smerter eller ubehag, når man ikke ved, hvad der er galt, eller hvornår det bliver bedre. Og mange fortæller, at de i begyndelsen tror eller håber, at generne vil gå over af sig selv. Andre forsøger at få hjælp hos deres læge. Nogle undgår helt lægen, fordi de føler sig generte eller er bange for, at en undersøgelse vil gøre ondt.
Det kan være svært at få en diagnose
Sygdomme og smerter i underliv, tarm og bækken kan være svære at diagnosticere – selv for en professionel. Underlivssmerter kan have mange forskellige årsager, og nogle tilstande er stadig ikke fuldt forstået. Derfor kan det tage tid at finde frem til den rigtige forklaring. Hvis du oplever smerter ved sex, kan det være en god idé at forberede dit lægebesøg. Forbered dig til møde, prøv at læse mere her: Besøg lægen og forbered dit besøg
Hvis du ikke kan få en diagnose
Du kan også selv læse mere om forskellige underlivslidelser, så du kan spørge lægen, om bestemte tilstande kan udelukkes. Du kan prøve at læse nærmere her om lokation af gener: HVAD SKYLDES MIN SMERTE ?
Når smerterne ikke har en forklaring
Ikke alle kan få en diagnose, som forklarer smerterne. Der er stadig områder inden for forskning af underlivssmerter, som ikke er fuldt undersøgt eller forstået. Derfor kan det ske, at en bestemt lidelse endnu ikke er tydeligt beskrevet. Det kan være meget svært at leve med smerter, når årsagen ikke er kendt. Heldigvis arbejder man på højtryk på at forske mere i kvindekroppen, så forhåbenligt er forklaringerne på vej.
Hvad kan du gøre imens?
Hvis du endnu ikke har fået en diagnose eller kan få en diagnose, kan det være en hjælp at fokusere på det, du selv kan gøre for at støtte din krop. Det kan for eksempel være: afspænding og vejrtrækning eller arbejde med bækkenbundens muskler. Du kan finde inspiration flere steder på When Love Hurts.
Tal også med din familie
Nogle underlivsproblemer kan have en familiær eller genetisk komponent. Det kan derfor være relevant at spørge din mor eller andre kvinder i familien, om de har oplevet lignende symptomer.
