betydning af underlivssmerter - sexual loss

Elefanten i rummet; betydning af underlivssmerter og de følelser der følger

Betydning af underlivssmerter handler om mere end den fysiske smerte. Underlivssmerter kan påvirke sexlivet, selvopfattelsen, parforholdet og følelsen af at være fri i sin egen krop. For mange følger også følelser som sorg, tab, savn og skam.

Giv dig selv tid til at komme overens med din situation, og giv plads til op og nedture. Følelserne kommer sjældent i en bestemt rækkefølge. De kan fylde meget i en periode, næsten forsvinde og dukke op igen, når noget minder dig om det, du har mistet eller aldrig fik.

Sorgen

Der kan være en dybtfølt sorg over ikke at kunne det, andre kan. Et ønske om at være sorgfri og, som alle andre, kunne fortælle om små krusninger i sexlivet. Den kvalmende irritation over at høre veninder fortælle om deres natteliv, måske endda selvleden over ikke at kunne glæde sig på deres vegne.

Det er naturligt og fuldt forståeligt at have det sådan, også selv om det ikke føles rart.

Det første skridt er ofte at turde se de følelser, der kommer. Hvor meget fylder sorgen lige nu? Er den blevet en tung dyne, der tager handlekraft og initiativ? Eller er der øjeblikke, hvor du mærker lysten til at undersøge, om noget kan blive anderledes?

Find mennesker, der kan rumme dine tanker. En behandler, en ven eller et familiemedlem, som lytter uden at dømme, kan gøre en stor forskel. Læs også Vejen til nydelse.

Tabet

Måske bliver det ikke muligt at komme tilbage til det, som var. Noget kan være tabt til sygdom, behandling eller en krop, der har ændret sig.

Tab er en del af livet. Vi mister gradvist barndommen, ungdommen og det ubekymrede. Til gengæld får vi erfaring, frihed og nye perspektiver.

Tabet af at kunne have samleje uden smerter, tabet af penetration, tabet af at være diagnose- eller symptomfri, er i en anden liga. Det rammer noget personligt.

Selv om noget er tabt, betyder det ikke nødvendigvis, at al nydelse er tabt. Mange oplever med tiden, at de kan bygge noget nyt op. Ikke fra den ene dag til den anden, men ved langsomt at prøve sig frem.

Sex og nydelse handler også om realistiske forventninger. Begynd med mål, der er mulige lige nu. Efterhånden som kroppen og erfaringerne ændrer sig, kan forventningsbarren flyttes. Læs også Vejen til nydelse og Test din lyst til sex.

Savnet

Savnet af at være ubekymret. Savnet af at føle sig hel. Savnet af at være smertefri.

Har man tidligere haft et uproblematisk sexliv, kan savnet være overvældende. En kvinde i loungen sagde engang: “Det er, som om ungdommen er taget fra mig.” Ungdommen uden planlægning. En tid, hvor man ikke tænkte over, at noget godt kunne blive svært.

Savnet fortæller ofte, at der er noget, du længes efter. Du kan måske ikke få præcis det samme tilbage, men måske du kan finde nye veje til nærhed, intimitet og nydelse.

Sanserne kan tage over for hinanden. Læs også Få mere ud af sex og Når sex gør ondt.

Har du en partner, så fortæl om savnet. Måske bærer din partner på mange af de samme følelser. Sammen kan I begynde at finde en ny definition af, hvad sex og intimitet kan være. Læs også I et parforhold.

Skammen

Der ligger et stort tabu i ikke at kunne fungere seksuelt. Bare sygdommens placering eller symptomernes udspring kan være svært at sætte ord på. At fortælle, at sex gør ondt eller slet ikke fungerer, kan føles som at skulle flytte en mammut.

I tavsheden vokser ensomheden. Når man ikke deler sine oplevelser med andre, vender tankerne sig ofte mod én selv. Hvorfor mig? Kunne jeg have forhindret det? Er jeg forkert? Er jeg hysterisk? For sensitiv? For kontrolleret?

Der er ingen grund til at klandre sig selv, fordi man har underlivssmerter og det er svært for andre at forstå betydning af underlivssmerter for dig.

Betydning af underlivssmerter i hverdagen

Betydning af underlivssmerter kan være, at man føler sig alene med noget, som er svært at forklare. For mange er det en stor lettelse at møde andre, som har oplevet noget lignende. Det bliver tydeligt, at man ikke er alene, at uheldige omstændigheder kan ramme alle, og at der findes veje videre.

Hvis du ikke har nogen omkring dig, som forstår din situation, håber vi, at du kan finde genkendelse her på When Love Hurts. Du kan også søge efter danske og internationale fællesskaber på sociale medier, hvor andre deler erfaringer med underlivssmerter.