Når sex gør ondt

Når sex gør ondt

Når sex gør ondt, kan kroppen nogle gange fryse. Det kan ske midt i et seksuelt møde, ved tanken om sex, eller når en partner nærmer sig. Det sker ikke fordi du vil det. Det sker fordi kroppen forsøger at beskytte dig.

Frysning er en af kroppens tre grundlæggende beskyttelsesreaktioner ved oplevelsen af fare eller trussel, ved siden af kamp og flugt. Når hverken kamp eller flugt føles mulig, fryser kroppen. Musklerne låser, hjernen kan i visse tilfælde gå i tomgang, og man kan bagefter sidde tilbage med følelsen af ikke at have været til stede eller i kontrol med det der skete.

Det er ikke en beslutning. Det er en automatisk reaktion, og den fortæller ikke noget om din vilje, dit mod, din kærlighed til en partner eller din lyst.

Kroppen husker

Frysereaktionen opstår ikke kun ved fare i nuet. Kroppen kan lære at reagere på signaler, der minder om tidligere oplevelser med smerte, ubehag eller utryghed. Det kan være en berøring, en lugt, et bestemt lys, eller blot forventningen om at noget vil gøre ondt.

Når kroppen har oplevet, at sex gør ondt, kan den begynde at reagere defensivt allerede inden der sker noget. Den forbereder sig på det, den forventer. Bækkenbunden spænder, vejrtrækningen bliver mere overfladisk, og kroppen lukker sig om sig selv. Det er ikke modstand mod dig eller din partner. Det er et nervesystem, der forsøger at gøre sit arbejde og undgå at sex gør ondt på dig.

Denne reaktion er meget almindelig hos kvinder, der lever med kroniske underlivssmerter, og den kan opstå uanset om der ligger et traume bag eller ej. Når sex gør ondt gennem længere tid, kan kroppen lære at forbinde seksuel berøring med fare eller smerte, og så reagerer den automatisk.

Hvad du kan gøre

Hvis sex gør ondt, er det første og vigtigste at forstå, at din krops reaktion giver mening. Den er ikke en fejl. Den er ikke hysteri. Den er et system, der har lært at beskytte dig, og som nu har brug for nye erfaringer for at lære at slappe af igen.

Det tager tid, og det kræver tålmodighed med dig selv. Men kroppen er formbar, og nervesystemet kan lære nyt.

Nogle ting der kan hjælpe:

Åndedrættet er et af de mest direkte redskaber du har. Et langsomt, dybt åndedræt signalerer til nervesystemet, at der ikke er fare på færde. Du kan læse mere i Afspænd med åndedræt.

Selvudforskning og blid kontakt med din egen krop kan gradvist lære kroppen, at berøring er tryg. Det er ikke et krav om præstation, men et sted at starte i dit eget tempo. Det kan være med dilator.

At kende sin krop og sine smerter bedre kan gøre det lettere at forstå, hvornår og hvorfor reaktionen opstår. Du kan finde inspiration i Forstå smerter ved samleje.

Når oplevelsen bag er større

Hvis din frysning hænger sammen med en oplevelse, hvor dine grænser er blevet overskredet, eller hvor du har oplevet noget, der stadig sidder i kroppen og sindet, fortjener det sin egen og mere grundige opmærksomhed.

Du er ikke alene, og der findes hjælp. Læs videre i Et sexliv efter seksuelt overgreb.

Der findes hjælp

Oplever du at sex gør ondt, uanset årsag, kan du bede din praktiserende læge om en henvisning til en sexologisk klinik. Der findes offentlige sexologiske klinikker i alle landets regioner. Du kan finde dem via sundhed.dk.

lyst til sex, få mere ud af sex, hvorfor har vi sex, sex gør ondt,