Seksualitet i parforhold

Intimitet og seksualitet i parforhold

Intimitet og seksualitet i parforhold er i høj grad limen i et forhold. Det er essentielt at opretholde, forfine, investere i – samt finde løsninger, som matcher – jeres behov, lyster og ønsker.

Som par kan I nemt have forskellig oplevelser af, hvad der er seksuelt nydelsesfuldt, og hvad det giver jer. Selvom ingredienserne kan variere, så vil mikset af disse oplevelser danne førnævnte lim. Hvis den ene part oplever smerte eller problemer i relation til seksualitet, kan det naturligvis blive en udfordring at finde en vej, som tilfredsstiller begge.

Studier viser, at et godt sexliv holder parforholdet sundt. Det giver mening at gå efter en løsning, som indeholder de rette elementer af begge jeres ønsker. Det fremgår ikke tydeligt, om det sunde består i, at partnerne er i stand til at tale sammen og finde en fælles vej, eller om det er det gode sexliv, der er årsagen til det styrkede parforhold. Mon ikke begge dele?

Jeres udfordring, at nå til en fælles forståelse af gensidige intimitet.

NÅR FORSKELLE ADSKILLER

Par kan have en tendens til at fjerne sig fra hinanden, når en af dem har smerter. En grund kan være, at det er nemmere at sige “nej” til sex end at finde en gangbar løsning. Det bliver træls hele tiden at sige eller blive fortalt, at sex er forkert, gør ondt eller bare ikke er rart. Det bliver nemmere at foregribe situationen ved bare at sige nej. Dette kan være tilfældet for begge parter.

En anden grund, som får par til at trække sig hinanden, er hvis en af parternes – eller begges – selvbillede krakelerer. Hun vælger ikke længere at være “en Marilyn Monroe-flirt”. Hun trækker sig, måske fordi hun ikke ser sig selv som sexet, tiltrækkende og attraktiv. Han stopper med at komplementere hende og spiller ikke længere flirt-kortet, er bange for at blive misforstået; at det ses som en invitation til sex frem for et velment kompliment. Han føler sig uønsket og usexet.

Når den daglige snert af nydelse, legesyge og evne til at føle sig attraktiv bliver pakket ned og måske endda føles uønsket, så lider de seksuelle følelser og tanker et knæk. De kan over tid komme til at fylde mindre og mindre i bevidstheden. Den umiddelbare følelse af at være sexet mærkes sjældnere eller er helt og aldeles fraværende.

Find en måde, I føler jer attraktive over for hinanden på og lær fra hinanden, hvordan I kan opføre jer tiltrækkende. Det handler alt sammen om god, gammeldags flirt. 

TELEPATI DUR IKKE. TAL SAMMEN

Du og din partner kan og skal ikke gætte, hvad den anden tænker, lyster, har brug for. Husk tydeligt at sætte ord på dine behov og bed din partner om også at gøre det. Når I taler sammen, så prøv at ændre jeres sprog. I stedet for altid at sætte ord på, når noget er forkert, så vend sætningen til, hvad der ville være dejligt, og hvad du vil elske at modtage.

På denne måde vil I opleve at gøre noget, som er positivt, og som tilfredsstiller jeres behov. Måske overraskes I over at se ringene i vandet – at denne omsorg smitter af på andre dele af jeres forhold. Og at I i jeres hverdagssprog bliver mere imødekommende og lydhøre.

I intime stunder, brug et anerkendende og værdsættende sprog, når I guider hinanden.

VÆR NÆRVÆRENDE

At befinde sig i nuet, at nyde her og nu, betyder at I ikke længere higer efter nydelse i det, der ligger foran jer, eller i frustrationen over det, I ikke får.

Ret jeres opmærksomhed på situationen i kysset, berøringen eller flirten. Forsøg at få en mere nærværende måde at nyde hvert tiltag på og sæt ord på det. Tænk på alt det, I tager for givet. Mange mennesker, fra børn til ældre, ønsker at bliver rørt ved. Det er de færreste, som ikke er glade for det. At blive rørt er et basalt element af at leve i flok, men vi anerkender det ofte ikke, før det ikke længere sker.

Det er dig og kun dig, som mærker, hvornår noget har givet dig 100% nydelse i øjeblikket.

KASKADER AF ENDORFINER

Bed din kæreste om at røre ved dig, hvis du savner det

I har begge et behov for at blive rørt ved. Prøv at stryge hinanden langs rygsøjlen eller masser hinanden. Når huden bliver rørt, frigives endorfiner – nervebeskeder som får os til at føle os godt tilpas. Når kroppen dagligt sender beskeder om, at noget ikke er ok, har man brug for en god ladning positivt for at modvirke det negative.

Book aftaler med hinanden. Afsæt en time – gerne med faste intervaller, fx en gang ugentlig. Hvis I masserer hinanden, kan I vælge, at sex ikke er tilladt – det handler kun om berøring. Det giver et helle, hvor I ved, hvad oplevelsen indebærer. Tag den tavse massage, hvor tale er forbudt. Eller en, hvor I sætter ord på, om berøringen skal være hårdere eller blødere, lidt til højre, lidt til venstre, vær generøse og sig til, når det er dejligt. Det er godt for jer begge at høre, at det er godt. Være hittepåsomme og legelystne, så I kan mødes om det, som føles rart  for jer begge – eller I kan skiftes.

Prøv at anvende hjælpemidler, som skal gættes, fx en fjer, et tørklæde, eller tag en quiz. Øg din viden om massage og tage et hemmeligt kursus, så du kan brillere over for din kæreste. I kan også finde online klip på YouTube for muskulær massage eller faciemasage.

Er selvstimulering OK?

Onani er en god måde at holde sig seksuelt i gang på

Har I talt om, hvorvidt det er okay at tilfredsstille sig selv? Hvis I for eksempel for partners skyld helt afholder jer fra selvstimulering, så tal sammen. Bliver der helt slukket for seksualiteten, kan nerver, muskler og slimhinder blive understimuleret, ufleksible og ikke-funktionsdygtige. Det er vigtigt, at I arbejder med den seksuelle lyst, og onani er en god måde at holde evnen intakt. Nydelse i enerum gør, at I i eget tempo kan finde ud af, hvad der gør godt. Læs Find din seksuelle nydelse.

Fortvivl ikke, hvis det er længe siden, I eller en af jer har været seksuelt aktive. Kroppen vil gerne virke, og er der ikke en fysisk hindring, kan muskler, nerver og slimhinder optrænes til igen at være aktive. Træn, reprogrammer og omdefiner hvad sex er og skal kunne.

DEN SEKSUELLE CYKLUS

Hjælp hinanden til nyde de forskellige faser:

  • finde lyst
  • opnå nydelse
  • om muligt få en orgasme
  • afslapningen efter sex

Husk, at en fase ikke nødvendigvis skal føre til den næste, lad den være noget i sig selv. Tag tid til at nyde hinanden for hvert trin.

Find ud af, hvordan I hver især bedst tilskyndes til sex af den anden. Vær kreative, læs bøger, tal med en terapeut og mest af at alt: vær legesyge, intime, nærværende. Når I begynder at finde en god, tilfredsstillende vej, vil I også få mere lyst.

Lær, hvordan I opnår nydelse, ligesom da I i lige mødte hinanden med forsigtighed, nysgerrig og udforskende. Effekten gør os godt og bør værdsættes for, hvad den er. Husk at lade nydelsen få sit rum uden forventning om, at orgasme skal være en del af samværet.

Hvis det er svært at gå væk fra rutinebogen, må I ud og søge inspiration. En terapeut kan have masser af godt råd og øvelser.

Om muligt, så hjælp hinanden til orgasme. Jo bedre I kender hinanden og er opmærksomme på hvordan den opnås, jo nemmere bliver det. Vid, at kvinder og mænds orgasme kan være forskellige. Så lad være med at spejle jer i hinanden. Læs Hvorfor har vi sex. Det er vigtigt, at I forstår at en orgasme også indebærer en fysisk spænding, som helt naturligt kan give en partner med smerte de forkerte associationer. Det vil være helt naturligt, hvis hun/du for en tid periodevis eller permanent vælger at skippe orgasmen og er tilfreds med nydelsesfasen.

Afslapningsfasen er restitutionen efter orgasmen. Hvis det er muligt for jer at komme dertil, så udnyt lejligheden til at ligge tæt og holde om hinanden. Hvis kun den ene af jer har fået orgasme, så lad den anden føle sig favnet.

VÆR ACCEPTERENDE

Nogle dage vil seksuel intimitet ikke lykkes. Sådan er det bare. Årsagen er ikke altid nem af finde. Måske var det de forkerte lagner, en lyd som udløste et dårligt minde, en træt bækkenbund, manglende lubrikation eller bare en dårlig dag. Vi er alle produkter af en hormonel cyklus, menstruationscyklus, stresstilstande og mange andre daglige påvirkninger. Vær opmærksom og vær accepterende.

SLOW SEX

Slow cooking er så overskudsagtigt. Måske skal slow sex være jeres nye nøgleord. Når I har en seksuel stund, så gå ind i den uden telefon, deadlines eller orgasmeræs. Lad det bare være to mennesker, som uforstyrret gerne vil nyde og give hinanden nydelse.

Hvis I evner og har lyst til at have sex med penetration, er det vigtigt, at I er bevidste om, at ligesom en mand har brug for en erektion, skal en kvindes vagina også reagere og forberede sig til et samleje.

I ophidselsesfasen vil en hendes vagina bliver blødere og længere og mere fugtig, og det kan tage et stykke tid at komme dertil. Det er essentielt, for at et samleje kan blive godt, at begge parter er klar.

Glidecreme kan støtte og beskytte slimhinden i forhold til friktion. Der er meget stor forskel på glidecremer. (Props & Pearls anbefaler). Når den påføres, er det bedst først at påføre den på mandens penis. På den måde fordeles den bedst og jævnt i vagina.

DE GODE STILLINGER

Husk at I skal være ærlige og sætte ord på oplevelsen. Hvis det gør ondt, gør det ondt, og så skal det siges. Hvis der ikke sættes ord på, kan ingen af jer slappe af. I kan forsøge at tegne, hvor det gør ondt: er det fx dybt eller til siden? Vær opfindsomme, opsøg evt. inspiration i bøger, på nettet, hos en terapeut eller andet. Læs Når sex gør ondt

DYB PENETRATION       

Kvinden placerer en hånd eller to hænder rundt om indgangen til vagina. På den måde kan hun lave en buffer og undgå dyb penetration. Hun kan også kan sidde overskrævs og dermed kontrollere dybden af penetration. I kan ligge på siden, hvor penetration i vagina sker bagfra. Hun kan lægge en hånd på partners hofte, så det er muligt at skubbe sig væk, hvis smerten opstår.

OPSUMMERING: bedre intimitet og seksualitet i parforhold

Det er vigtigt, at I viser, I gerne vil tilbringe tid sammen, hvad end det er at gå ture, at gå ud eller spørge den anden til råds. Invester i hinandens selskab.

I har måske brug for at skrive ned, hvad I elsker og værdsætter ved hinanden. Og husk dig selv på at sætte ord på det i hverdagen. Det behøver ikke at have noget med sex at gøre. Bare komplimenter hinanden.

Vær accepterende og forstående, når ting går skævt. Og husk, at alle relationer har sine ups and downs. Det ville under hvilke som helst omstændigheder være mærkeligt, hvis jeres følelser for hinanden er konstante.

Vigtigst af alt: husk at grine sammen og vær hinanden nær. Det er essentielt, at I på jeres vej mod mere intimitet og seksualitet husker at have det sjovt sammen.